Skip to main content

Frivilligcenter Nordfyn er et særligt sted

Vi sikrer de bedste betingelser og de største udfoldelsesmuligheder for den lokale frivillighed. Vi yder konsulentbistand til foreninger, synliggør frivillige aktiviteter og mobiliserer frivillige. Vi gør det lettere at være frivillig forening og nemmere at blive frivillig - også for de borgere, som oplever barrierer i forhold til at deltage i det frivillige fællesskab.

Traditionelt har vi haft et socialt sigte og i særlig grad serviceret de lokale sociale foreninger, men vi servicerer i dag en langt bredere målgruppe med et fokus på at fremme og udvikle den lokale frivillighed, og står således til rådighed for mange typer af foreninger, frivillige og borgere.

Derudover har vi fokus på de foreninger og frivillige initiativer, som ikke er en del af større landsforeninger eller støttestrukturer som DGI, DUF og DIF, f.eks. den uorganiserede og projektorienterede frivillighed, som opstår spontant ud fra lokale behov og engagerede borgere.

Og det er netop vores styrke - tilstedeværelsen i lokalmiljøet, samarbejdet med lokale aktører og kendskabet til lokale behov, fordele og udfordringer.

Vores fysiske placering tæller kontor- og mødelokaler i Sløjfen på Poppelvej 4 i Bogense, hvor vi også forestår den daglige drift - men vi er hele Nordfyns Frivilligcenter, og derfor arbejder vi også ud af huset.

Vi er altid åbne for nye samarbejdsplatforme og ideer, og vi støtter også kommunens mange tiltag i frivillighedens tegn. Vi er også de frivilliges talerør i den offentlige debat om frivillighed og civilsamfund.

Frivilligcenter Nordfyn Samarbejder med Nordfyns Kommune, og er medlem af Frivilligcentre og Selvhjælp i Danmark.


Hvor finder du os?

 Du finder os fysisk i Sløjfen på Poppelvej 4 i Bogense - i den gamle fritidsordning ved Bogense Skole. Vi er dog hele Nordfyns Frivilligcenter, og derfor arbejder vi også meget uden for kontoret. Vi byder altid indenfor til en kop kaffe og en snak, hvis du/I kommer forbi, når vi er der. Man er også meget velkommen til bare at komme forbi og spørge 'Hvad laver I egentlig?' Så fortæller vi meget gerne mere om det.